Yoghurt kan hjælpe mod parodontose, dårlig ånde og huller i tænderne

14. april 2011

Probiotiske bakterier, som bl.a. findes i nogle yoghurttyper, har længe været kendt for at have en gavnlig effekt på fordøjelsen. Nu viser nye studier, at bakterierne også kan have en positiv effekt på dårlig ånde, parodontose og huller i tænderne. Forskningsresultaterne blev præsenteret på Tandlægeforeningens Årskursus, der netop har fundet sted i Bella Center.

Mette Kirstine Keller, der er tandlæge og ph.d.-studerende på Københavns Universitet, har gennem studier vist, at probiotiske bakterier kan påvirke de bakterier, der er med til at lave huller i tænderne, og medvirke til at mindske lugten hos folk, der lider af dårlig ånde.

Derudover har studier i en børnehave foretaget af professor Svante Twetman også fra Tandlægeskolen ved Københavns Universitet vist, at indtagelse af probiotiske bakterier gennem længere tid har flere positive effekter. Efter ni måneder, hvor børnehavebørnene dagligt havde fået probiotiske bakterier, viste det sig, at de havde fået færre huller i tænderne end før, at problemer med mellemørebetændelse var reduceret, ligesom brugen af antibiotika mod diverse infektioner var mindsket.

– Resultaterne af vore studier er meget interessante og åbner op for, at man med fordel kan bruge probiotiske bakterier til også at afhjælpe problemer i mundhulen og ikke kun maveproblemer. Regelmæssig indtagelse af disse bakterier, fx via syrnede mælkeprodukter vil kunne medvirke til forebyggelse eller i hvert fald mindskelse af problemer som dårlig ånde, parodontose og huller i tænderne, siger Mette Kirstine Keller.

Probiotiske bakterier findes naturligt i mave/tarm-kanalen og i mundhulen. De findes også i visse typer yoghurt, ost og enkelte frugtdrikke og har længe været kendt for deres gavnlige effekt på fordøjelsen. De probiotiske bakterier er således også i de senere år blevet anvendt som led i behandlinger og kan bl.a. købes i tabletform. Mange kender paraghurt-tabletter, som kan være fordelagtige at have med på rejser for at holde maven sund.
 
Mette Kirstine Keller har netop præsenteret sine nye forskningsresultater på Tandlægeforeningens Årskursus, der blev afholdt i Bella Center i weekenden. Årskursus er Danmarks største kursusarrangement inden for tandpleje og samlede i år over 3.000 tandlæger, tandplejere, klinikassistenter m.fl. fra hele landet.

Kilde: Tandlægeforeningens hjemmeside

Hypnose hjælper mod kroniske ansigtssmerter

Hypnose kan lindre kroniske smerter i ansigtet, så patienterne både får øget livskvalitet og kan nedsætte deres medicinforbrug. Det dokumenterer tandlæge Randi Abrahamsen i en ny undersøgelse omtalt i Tandlægebladet.

Hypnose har ofte fået skyld for at være noget hokuspokus, men nu er der dokumentation for dens virkning i forhold til behandling af smerter.

I forbindelse med sin ph.d.-afhandling har tandlæge, hypnotisør og nu også ph.d. Randi Abrahamsen gennemført en undersøgelse med 80 forsøgspersoner. Hele 42 ud af de 44 patienter med kroniske smerter i ansigtet oplevede en effekt af hypnosebehandlingen. Faktisk fik halvdelen af dem mere end halveret smerterne i ansigt, tyggemuskler og kæbeled, til trods for at de havde døjet med smerterne i mere end 11 år i gennemsnit. Resultaterne fra kontrolgruppen viste samtidig, at de patienter, der fik placebobehandling i form af en overfladisk hypnose, ikke mærkede nogen effekt.

Udover at mange af patienterne kunne nedsætte deres medicinforbrug, oplevede de også en positiv effekt på deres trivsel generelt.

– Patienterne kom tilbage og fortalte, at de pludselig sov godt om natten. De kunne gøre det, de kunne lide. De kunne tage del i livet. En af deltagerne var fx stoppet med at synge i kor, fordi det gjorde ondt i kæben, når hun sang. Ved hjælp af hypnosen lærte hun at flytte smerten og begyndte at synge igen. Andre begyndte at dyrke motion, fortæller Randi Abrahamsen til Tandlægebladet.

Ifølge Randi Abrahamsen kan hypnose sagtens bruges i almindelig tandlægepraksis som alternativ til smertestillende medicin eller bidskinne. Ligeledes kan hypnosen bruges som bedøvelse ved mindre indgreb.
Læs mere i Tandlægebladet nr. 6 2011 eller på www.tandlaegebladet.dk .

Undervisning på Tandlægeskolen

Jeg har nu, efter opfordring, ladet sig ansætte som klinisk lærer på Tandlægeskolen i København.

Her underviser jeg de kommende tandlæger i patientbehandling
fra A til Z. Den såkaldte kliniske fællesundervisning.

Det er meget givende – i begge retninger – at arbejde med de unge studerende.

Og til mine trofaste patienter:  Bare rolig… Jeg er stadig fire dage på klinikken, for at passe jeres tænder.

M.v.h. Jens Peter Sandholt

Bleg tænderne

Det er eftertragtet at have et flot, hvidt smil, hvilket får flere og flere danskere til at blege tænderne enten derhjemme eller hos tandlægen. Jyllands-Posten sætter fokus på tandblegning og giver gode råd til, hvad man skal være opmærksom på – både før, under og efter tandblegningen.
Jyllands-Posten/ Marie Tromborg Petterson og Morten Steen, 21.11.2010

Her på klinikken tilbyder vi Professionel Tandblegning for kun kr. 2.500
Ring og få en tid hos Helena.

Tandpine kan være tegn på hjerteproblemer

Tandpine kan være forløber for blodpropper, viser en ny undersøgelse fra Umeå Universitet i Sverige. Faktisk vurderer forskerne bag undersøgelsen, at der ved mindst 6 procent af samtlige hjertetilfælde i Sverige ikke har været de gængse forudgående advarselssignaler som fx trykken for brystet, men derimod kun smerter fra tænder, kæbe og svælg. Overført til Danmark betyder de svenske tal, at knap 1.500 danskere hvert år forud for et hjertetilfælde har ondt i tænderne, kæben eller svælget.

Nogle patienter når også at gå til tandlægen, inden hjertetilfældet sker. Derfor opfordrer de svenske forskere tandlæger til at være opmærksomme på symptomerne – særligt, fordi undersøgelsen samtidig viser, at der er 25 procent højere dødelighed blandt de hjertepatienter, der oplever smerter i kæbe, tænder og svælg, sammenlignet med patienter med de traditionelle symptomer. Årsagen hertil antages at være, at diagnosen ikke når at blive stillet i tide.
Fpn.dk/ Marie Tromborg Petterson, 20.11.2010